På sådan en dejlig solskinsdag i maj får jeg lyst til at dele et digt, som opsummerer præcis, hvorfor jeg elsker bøger. Det forklarer måske også, hvorfor man kan have en slags jeg-er-færdig-med-min-bog-tristesse, når man lukker en bog for sidste gang.

Når man læser en god bog, bevæger man sig ind i et univers, får nye venskaber og føler med de personer, man læser om. Og det kan være lidt trist at skulle sige farvel til det univers, når bogen slutter.

“I opened a book and in I strode.
Now nobody can find me.
I’ve left my chair, my house, my road,
My town and my world behind me.
I’m wearing the cloak, I’ve slipped on the ring,
I’ve swallowed the magic potion.
I’ve fought with a dragon, dined with a king
And dived in a bottomless ocean.
I opened a book and made some friends.
I shared their tears and laughter
And followed their road with its bumps and bends
To the happily ever after.
I finished my book and out I came.
The cloak can no longer hide me.
My chair and my house are just the same,
But I have a book inside me.”

― Julia Donaldson (engelsk forfatter)

Når arbejdet slutter i dag, håber jeg solen stadig er fremme, for så vil jeg tage min bog og gå ud i solen og ind i det univers, jeg ved, venter lige på den anden side af omslaget.