Hvad George Orwell tænker om den sag.

I den her lille serie om at skrive bedre tekster samler jeg en stribe gode råd og tanker om det at skrive – og om hvordan man kan gøre sine tekster og selve skriveprocessen bedre.

6 gode råd fra George

George Orwell, forfatteren til bl.a. ’1984’, nedskrev i 1946 6 gode råd om skrivning, som stadig er gode at huske på i dag.

  1. Brug aldrig en metafor, en sammenligning, et ordsprog eller en kliché som man ofte ser på skrift.
  2. Brug aldrig et langt ord, hvis et kort siger det samme lige så godt.
  3. Hvis det er muligt at skære ned på antallet af ord, så skær ned.
  4. Brug aldrig passiv hvis du kan bruge aktive sætninger.
  5. Brug aldrig et fremmedord, et videnskabeligt ord, eller udtryk, hvis der findes et tilsvarende udtryk på hverdagssprog.
  6. Bryd hellere en af ovenstående regler end at skrive noget, der lyder frygteligt. (*)

Aldrig skrive aldrig

Problemet med disse råd er ordet ‘aldrig’. Man må aldrig skrive aldrig. Så derfor er regel nr. 6 den vigtigste af dem alle, skriv så det lyder og flyder godt.

‘Kill your darlings’ er et andet råd, der er godt at tage til sig. Du har selv skrevet din tekst. Du er forelsket i din tekst.

Læg den nu fra dig. Gå en tur. Lav noget andet. Sov på det. Læs den igen.

Slå nu dine yndlingsudtryk ihjel, slet og omformulér med hård hånd.

Få andres øjne på din tekst, de er ikke forelsket i dine formuleringer på samme måde, som du er. Gentag proceduren indtil du er tilfreds.

Verdens værste sætning

The Ecomonist udnævner i en boganmeldelse (**) denne sætning fra bogen “Never Let a Serious Crisis Go to Waste” til Verdens Værste Sætning:

”Yet the nightmare cast its shroud in the guise of a contagion of a deer-in-the-headlights paralysis.”

Jeg vil lade dig selv oversætte den, og i dit hoved tænke over, hvordan den sætning ville have lydt, hvis forfatteren til bogen havde gjort brug af Orwells 6 råd.

Spørg dig selv følgende

George Orwell siger videre, at en skribent ved hver sætning skal spørge sig selv om følgende:

 

  1. Hvad er det, jeg prøver at sige?
  2. Hvilke ord kan udtrykke, det jeg prøver at sige?
  3. Hvilket billede eller udtryk kan gøre det mere klart?
  4. Er det et billede, der er så nyt, at det har den ønskede effekt på læseren?

Og han følger op med to yderligere spørgsmål, man bør stille sig selv:

 

  1. Kunne jeg have skrevet det kortere?
  2. Har jeg skrevet noget, der er grimt på skrift, og som kunne have været skrevet smukkere? (*)

Her synes jeg nr. 4 er mest interessant. Man skal skrive sig bag øret, at man skal sky klichéer som pesten. Så du, hvad jeg lige lavede der? Ja selvfølgelig gjorde du det. Jeg brugte to klichéer i min sætning.

Gamle udtryk der ikke længere giver læseren mentale billeder. Med det resultat at min sætning i bedste fald blev ligegyldig, i værste fald at mine læsere synes, den er grim, og tænker, at jeg er fantasiløs som skribent.

Det er hårdt arbejde at skrive godt. Og jo mere man øver sig, jo bedre bliver man. Så skriv løs! Du kan altid ’kill your darlings’ bagefter.


*George Orwells (som i virkeligheden hed Eric Arthur Blair) berømte 6 skriveråd og de medfølgende spørgsmål er taget fra bogen “Politics and the English Language”. Min oversættelse.

** http://www.economist.com/blogs/prospero/2013/07/financial-writing