– og den smiler til dig 🙂

 Brug af smileyer. Jeg gennemgår altid mine mails, inden jeg sender dem ud og renser dem for smileyer. Jeg er slem til at bruge mange, mens jeg skriver, fordi jeg sætter en, hver gang jeg ville smile, hvis jeg sad over for modtageren, og fordi jeg gerne vil sikre mig, at mit budskab bliver forstået korrekt.

Og smileyer har en vigtigt funktion med at gøre netop det – at eliminere misforståelser. Specielt ironi eller ’kort-for-hovedet’ tonefald, kan være svært på skrift og specielt i mails.

Misforstå mig ej

Mange mails er i tidens løb blevet misforståede, fordi afsenderen havde en helt anden ’tone of voice’ i hovedet, da han skrev mailen end modtageren havde, da han læste mailen.

Du har garanteret selv oplevet det. Her er en velplaceret smiley en god ting.

Men ikke for mange. Man kommer let til at lyde som en teenager og virke for uformel og uprofessionel, hvis man overdriver brugen af smileyer.

For man sidder netop ikke over for modtageren. Man skriver en besked, og der er andre spilleregler. Så en smiley er ikke en erstatning for det kropssprog, der går tabt, når man skriver.

Skriv og slet

En smiley kan fortælle modtageren, at man kommer med fred. Men for mange smileyer kan give modtageren det indtryk, at man har et overdrevet behov for at føle sig forstået, og at man er bange for at blive misforstået.

Derfor kommer man let til at virke usikker, hvis man overdriver brugen af smileyer.

Så jeg gør, som jeg altid gør og skriver frit og uden restriktioner, og så retter og sletter jeg bagefter. Og det gælder også smileyer. Jeg prøver som tommelfingerregel højst at have 2 smileyer i mine mails, alt efter længde og budskab. 🙂