Hvad finder man under overfladen? Ja, for et isbjergs vedkommende er kun 10% synligt over havets overflade. Det må siges at være ret meget af isbjerget, man finder under havets overflade.

Overfladisk

Udtrykket ’han gemmer noget under overfladen’ indikerer, at han skjuler noget.

’Hun er kun overflade’ siger på den anden side, at her er en person, der går meget op i udtryk og udseende.

Under overfladen finder man indholdet.

Hos Content Communications går vi netop meget op i indholdet.

Ikke at udseendet ikke er vigtigt, for det er det. Men vi tror på, at overflade og indhold skal spille sammen.

Så det visuelle; overfladen, skal udtrykke det, der ligger under overfladen; indholdet (’the content’).

Den evige kamp

Som Katla og Karm i deres evige kamp i Karmanjakafloden kæmper også form og funktion med og mod hinanden. Ikke til døden. Dog.

Men alligevel. Hvem vinder? Hvad er vigtigst?

Alle vi skribenter vil til enhver tid hævde, at indholdet, det skrevne ord, er det vigtigste, og at formen må indrette sig efter indholdet.

Du kan have en vase, der er nok så smuk, men hvis den ikke kan holde vand, opfylder den ikke sin funktion og bliver overflødig.

På samme måde kan man påstå, at hvis vasen er grim, opfylder den ikke sit formål med at få blomster til at tage sig smukke(re) ud.

Form eller funktion?

Jeg er ofte blevet bedt af en grafiker om ’lige at korte min sætning ned med 5 ord’. Eller ’kan du ikke finde et ord på 7 bogstaver i stedet for det ord, du har brugt, på 9?’.

I starten, når jeg blev bedt om sådanne uhyrligheder, bed jeg fra mig og sagde hårdnakket, at det jo så ikke ville være den samme tekst, at den ville blive forringet, hvis jeg ikke brugte mit foretrukne ord.

Men med tiden har jeg lært at forstå vigtigheden af, at de to ting spiller sammen.

Ingen drage her

Og mit samarbejde med den dygtige Bente fra b-lynderup.dk bærer også tydeligt præg af, at vi forstår at lytte til hinanden.

Jeg er begyndt at sætte pris på den kreative udfordring, det er for mig at komme op med nye alternativer.

Og hun ved godt, at layoutet også nogen gange må trækkes lidt i for at få plads til det helt rigtige ord.

Vi er ikke Katla og Karm. Vi komplementerer hinanden, og sammen er vi bedre.